I løbet af året har vi forskellige højtider og traditioner, som vi genbesøger for at gøre noget særligt ud af hverdagen.
Vi fejrer de klassiske højtider som fastelavn, halloween, påske og sankt hans.
I april holder vi farvelfest for de kommende skolestartere, som skal begynde i fritidsordning. Derudover holder vi plantedag i maj, hvor forældre eller bedsteforældre er inviteret på besøg - alle tager en plante med, som vi planter sammen med børnene, og som børnene efterfølgende vander, passer og ser vokse. I juni har vi vores årlige sommerfest, hvor forældre også er inviteret med til en hyggelig eftermiddag med spisning.
Og når vi kommer til december skruer vi op for hyggen og gør noget ekstra særligt ud af hverdagen. Vi laver juleklip, holder et julearrangement for forældre, holder julefrokost for børnene på stuerne, og så spiser vi risengrød og får besøg af julemanden.
Afholdelse af børnefødselsdage
I Noas Ark er vi optaget af at alle børn får lige muligheder for at blive fejret og føle sig specielle. Derfor har vi i samråd med forældrerådet besluttet, at alle børn skal have den samme gode oplevelse omkring fejring af deres fødselsdag i Noas Ark. I Noas Ark aftaler vi med forældrene, hvornår barnet er tilstede omkring sin fødselsdag, så vi sikrer at vi får informeret køkkenet. På dagen for barnets afholdelse af sin fødselsdag, sørger køkkenet for at der er gjort noget ekstra ud af maden til eftermiddagsmåltidet samt pyntning af madvognen. Barnet vil opleve at madvognen er pyntet med serpentiner, flag, vandkander med frosne bær samt figenstænger, frugt og eftermiddagssnacks. Barnet får sunget fødselsdagssang, børnene har ofte tegnet eller fabrikeret små gaver (alt efter alder på stuen i hemmelighed), der gives til barnet og der råbes hurra råb.
Vi henstiller til at forældrene ikke medbringer snacks, slik eller søde sager til uddeling, da vi selv sørger for det i Noas Ark. Hvis I kommer og aflevere noget, vil I får det med hjem igen. Forældrerådet har ligeledes besluttet i samråd med det pædagogiske personale, at vi ikke går hjem til fødselsdag privat, da ikke alle børn i Noas Ark, har mulighed for at invitere stuen hjem til fødselsdag og vi vil gerne sikre, at alle børn har de samme vilkår for fødselsdagsfejring i Noas Ark.