Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Noas Ark som arbejdsplads

I Noas Ark har vi en spændende og kompleks opgave, når vi hver dag arbejder for at skabe en tryg hverdag med trivsel og udvikling for vores mange skønne børn. Det er vores kerneopgave, og det er her, vores fokus ligger - hele tiden, hver dag.

Vi er stolte af at være en arbejdsplads og daginstitution, hvor vi hele tiden har børnenes perspektiv for øje og arbejder i børnehøjde. Vi taler ikke hen over hovedet på børnene, men inddrager dem i samtalerne. Vi er, hvor børnene er - om det er på gulvet, i sandkassen eller i rutsjebanen. Og vi gør det, børnene har behov for, og følger deres interesser og nysgerrighed.

Vores pædagogiske fundament og tilgang bygger på metoderne 'low arousal' og 'social tænkning'. Det handler om, at vi tror på, at børn gør det, som de er i stand til i situationen. Hvis noget ikke fungerer, er det derfor os som personale, der skal ændre på rammerne og tage ansvar for relationen og barnets reaktioner. Derudover handler det om at lære børnene at regulere sig selv og fornemme både deres egne og andres behov.

Struktur er vejen frem

For at lykkes med kerneopgaven arbejder vi med en høj grad af struktur. Vores oplevelse er nemlig, at når vi har godt tjek på den daglige struktur og har et klart mål med de aktiviteter, vi sætter i gang, så opnår vi højere faglighed og bedre trivsel for børnene.

Vi arbejder blandt andet med månedsplaner for ugernes aktiviteter, som laves med udgangspunkt i børnenes nærmeste udviklingszone, og vi har ugentlige stuemøder, hvor vi justerer og evaluerer på planerne.

En mangfoldig arbejdsplads

Noas Ark er et mangfoldigt dagtilbud med børn og forældre fra hele verden. Det giver os en rigtig spændende opgave i at skabe et godt forældresamarbejde på tværs af forskellige kulturer og sprog, og vi har stort fokus på kulturmødet.

Vi har også mange medarbejdere med forskellige nationaliteter, og det er med til at lette vores arbejde med det interkulturelle samarbejde og gør, at alle børn har nogen at spejle sig i.

Vi har et godt arbejdsfællesskab, som vi hele tiden har fokus på at udvikle - for eksempel når det kommer til feedback og faglig sparring. Hos dine kollegaer vil du opleve højt humør, humor, anerkendelse og stort engagement omkring vores fælles opgave.